Kyst til kyst stien – vinter 2020

VINTER VANDRETUR I DANMARK. Jeg ville opleve det barske klima og den rå natur, og jeg ville opleve seværdigheder og fysiske udfordringer. Kyst til kyst stien blev rammen for vinterturen 2020.

Klimaet om vinteren i Danmark er på nogle måder mere udfordrende end i Sverige og Norge. Vi har høj luftfugtighed, kraftig vind, rigeligt med regn, og kølige temperature. Samlet set kan de faktorer drive friluftsmennesket ud til kanten af fysisk og mental formåen, når det dagligt er en kamp at holde sig selv og udstyret tørt.

Jeg har ikke haft en midtlivskrise, så hvorfor ikke prøve at opfinde en? – vintertur 2020

KYST TIL KYST STIEN

Mandag d. 27. januar 2020

SKIBET KIRKE stod skarpt i mørket med sin hvide bygning oplyst af projektører. På den ene side var landevejen mellem Vejle og Billund, og modsat var mørket. Det skulle jeg ud i.

Spændingen sad lidt i kroppen de første minutter, da jeg sneglede mig af sted ad Bindeballestien mod Vingsted og videre gennem Vejle Ådal. Kæresten havde været sød til at sætte mig af ved Skibet Kirke inden hun kørte videre, og det var hyggeligt at vi kyssede farvel inden jeg drog ud på turen som jeg havde glædet mig til.

Vejle Ådal var imponerende selvom vejret var regnfuldt og blæsende. Ved Ravningebroen stoppede jeg op og forestillede mig, hvordan kongens hurtigere ryttere havde krydset den sumpede ådal over broen. Runkenbjerg rejste sig op over landskabet og delte området med sin højderyg, og fik landskabet til at ligne noget fra Ringenes Herre.

Hvor Kyst til kyst stiens seneste rute fortsatte mod vest, fulgte jeg den oprindelige rute ad Hærvejen mod syd. Jeg ville opleve det fredet stykke af Hærvejen som fandtes nord for Bække

Den sidste rest af Hærvejen var godt gemt væk. Et simpelt stykke jord indhegnet og lige ud til hovedvejen, og til at overse hvis du ikke kiggede godt efter. Det var en god følelse at stå der og se hvordan jorden var kørt op af hestevogne og kvægenes klove i en svunden tid. En fin tavle med patina fortalte om, at Hærvejen mest blev brugt til at fragte kvæg mellem Danmark og de store markeder i Nordtyskland i gammel tid – dengang Klør-Konge var Knægt

Teltpladsen ved Bække var nem at finde, og der var adgang til vand ved spejderhytten. Imens jeg drak kakao, tænkte jeg på den flok kronvildt jeg gik direkte ind i tidligere på dagen.

Jeg havde fulgte en mindre skovsti af græs gennem en plantage. Mine bevægelser må have været helt lydløse og mind fært sløret af modvind, for da jeg nåede skovkanten, så jeg i en afstand af ca. 20 meter, en flok kronvildt på 9 hinder. De stod helt majestætisk og måske snakkede på kronvildt sprog, lige indtil de opdagede mig 5 – 10 sekunder senere. Pragtfulde dyr.

KUNSTEN AT HYGGE

Tirsdag d. 28. januar 2020

MASSIV REGN buldrede på teltet imens jeg pakkede det sidste udstyr ned i rygsækken. Jeg var så glad for at have taget et 3 personers telt med på tur, for så var der god plads til at tage regntøj på i tørvejr, og til at pakke alt ned indendørs.

“En-to-tre … nu gør jeg det” sprang ud af teltet og fik det nedbrudt på et par minutter.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at øve nedpakning af telt på en solskinsdag, hvis du vil være hurtig når det blæser og regner.

Fra teltpladsen ved Bække var der god skiltning for Kyst til kyst stien videre mod vest. Stolper med små skilte var rejst når ruten svingede, eller på lange strækninger.

Naturen åbnede flot op efter første krydsning af Holme Å, og var overraskende vild og uspoleret. Det var betagende, og jeg havde det hele for mig selv. Nok fordi det regnede kraftigt, og at ruten var oversvømmet flere steder.

Ruten gik i zig zag med mange krydsninger af Holme å. Det var flot. Flere steder havde lokale initiativtagere lagt lange planker vandrere som jeg kunne gå på. Tak for det i øvrigt!

Midt ude i ingen ting mødte jeg et borde-bænke-sæt med påskriften “Billund Kommune” og en vandhane. Regnen silede ned, og det var ret sjovt at der kom vand ud af vandhanen på så øde et sted på denne årstid. Jeg lænede rygsækken bagover så den støttede på bordet, imens mine våde fingre fik sneget noget chokolade frem. “Det går meget godt” tænkte jeg.

Jeg havde kurs mod teltpladsen ved Hesselho. En afsides liggende teltplads med adgang til vand og en flot udsigt.

Ved Naturudstillingen i Hovborg tankede jeg 5 L vand for at være på den sikre side, hvis nu vandhanen var lukket ved teltpladsen. Jeg havde nok vurderet afstanden lidt forkert for hold da op hvor jeg slæbte i noget der føltes som en evighed.

Ved Baldersbæk plantage lige ud til Holme Å mødte jeg Treherredsstenen som var en skulptur rejst helt ud til Holme Å. Mosekonen havde brygget til lejligheden så skulpturen var omgivet af et hvidt tæppe af dis. Mageløst!

Fremme ved teltpladsen opdagede jeg, at fødderne havde forvandlet sig til noget der lignede blomkål, efter at have været ombord i et par gennemblødte Goretex støvler.

Der var ikke andre på teltpladsen, og jeg åbnede hele teltets front og kiggede ud i regnen og nød følelsen af frihed.

Imens dagens indtryk med den flotte natur langs Holme Å sank ind, faldt jeg i søvn og vågnede først næste morgen.

VEST FOR BÆKKE

Onsdag d. 29. januar 2020

MORGENKAFFE i solskin og så var jeg klar. Startede ud ad små stier og forbi et mindre dambrug hvor 2 katte legede ved siden af bassinerne. De må have spist så mange fisk at de ikke orkede flere, for de var kun optaget af at slås med hinanden. 

En gård kom til syne langs en grusvej lidt vest for Tofterup. En stor hund stod på grusvejen og betragte mig uden at give hals. Det føltes lidt utrygt for jeg kunne ikke vurdere om hunden var bange for mig eller om den var glad. Hunden luskede lydløst ind i noget tæt buskads og så tænkte jeg ikke mere på det. 

Nogle hundrede meter længere fremme hørte jeg en lyd bag fra. Hunden havde sneget sig ind på mig helt lydløst og nu var vi mindre end 2 meter fra hinanden. Hunden havde rejst børsterne, knurrede, og kiggede mig direkte i øjnene.

“Tænke – tænke – tænke .. hvad gør jeg?” I bedste “smile and wave” stil prøvede jeg at berolige hunden og samtidig bilde mig selv ind, at situationen ikke føltes lidt .. intens .. Det virkede ikke og hunden gik frem mod mig. Den var bange kunne jeg se, og jeg var inde på dens territorium.

Heldigvis havde jeg en figenstang i lommen, og brækkede små stykker af og kastede frem mod hunden. Den stoppede op, lugtede til stykkerne i græsset, og spiste dem. Succes!!

Jeg gik roligt videre og så mig over skulderen et par gange. Hunden kom nu løbende efter mig og pludselig var vi bedste venner, for jeg kastede om mig med stykker af figenstænger.

I bagklogskabens lys skulle jeg have medbragt en stor pose hundekiks til de her møder. Langt de fleste hunde jeg mødte var glade og legesyge, men enkelte hunde var ikke synderligt imponeret af et menneske med et sneglehus (rygsæk) på ryggen.

Et sted langs Holme Kanal standsede jeg. Med fødderne i græsset drak jeg varm kakao og spiste nødder og chokolade, og betragtede solen skinne gennem de nøgne trækroner. En larmende stilhed.

“Fødderne går ikke af sig selv” tænkte jeg, og fortsatte mod vest med kurs mod teltpladsen ved Karlsgårdeværket. Jeg ville gerne være fremme inden mørket faldt på, så teltet kunne rejses sikkert og jeg kunne finde lidt vand.

Ved den østlige ende af Karlsgårde sø blev jeg mødt af begyndende solnedgang på en blå himmel med tynde spredte hvide skyer. Det var så flot og jeg gik næsten i stå!

Lige inden mørket nåede jeg frem til teltpladsen ved Karlsgårdeværket. Eller rettere jeg kom tilbage til teltpladsen. På vej derhen havde jeg overset vandhanen, og så måtte jeg den lange vej tilbage. Vandet var lysebrunt og smagte metallisk.

Op kom teltet, og benzin brænderen fik hurtigt varmet teltet op og kogt de obligatoriske 2 L vand til madlavning, kakao og dagens mini-bad hvor jeg vaskede ansigt, hænder håndled, og skridt. Det gav en god følelse af lægge sig i soveposen bare nogenlunde ren.

Jeg lå i mørket og nød at lytte til regnen som efterhånden skyllede ned over teltet som en vandhane der var åbnet. Tak Helsport for jeres solide telte!

SOLNEDGANG

Torsdag d. 30. januar 2020

UNDERLAGET VAR MUDRET fra teltpladsen og videre mod vest. Varde Å havde oversvømmet store områder, og forvandlet mindre vandløb til åer. Der gik ikke længe før jeg måtte erkende, at det ville blive turens absolut vådeste dag.

Et mindre vandløb var blevet et par meter bredt, og nogle flinke lokale havde lagt grene på tværs til at træde på, for at komme over. Hvor pænt af dem!

Imens jeg trådte ud på grene, knipsede jeg en masse billeder og grinede højlydt over at have tørre støvler endnu. Få sekunder efter faldt jeg igennem grenene, og stod i vand til navlen. Selv rygsækkens bund var under vand. Det var så sjovt og skørt på samme tid. De lokale der havde lavet denne fælde var ikke uden humor, tænkte jeg

De næste timer var meget lettere nu hvor jeg var gennemblødt, og jeg holdt op med at tømme støvlerne for vand. Jeg nærmest opsøgte de dybeste steder i trods over at der var så meget vand. Et enkelt sted var jeg i til brystet og kunne pludselig ikke mærke bunden længere. Det blive en smule for spændende med 20 kg rygsæk på, så jeg gik dog tilbage.

Ved ringvejen øst for Varde forlod jeg Kyst til kyst stien og fulgte en lokal vandre rute ind i gennem byen og så hvordan vandmasserne hvad indtaget dele var Varde. Et imponerende syn.

I centrum af Varde overraskede det mig hvor mange kulturelle tilbud byen havde, og jeg lovede mig selv af vende tilbage når foråret meldte sig.

Vest for Varde fulgte jeg igen Kyst til kyst stien hvor det gav mening. Et enkelt sted krydsede Kyst til kyst stien jernbanen, men det var slet ikke nødvendigt. Jeg fulgte små stier og markveje mod vest og blev senere genforenet med kyst til kyst stien.

I silende regn ad en vindblæst markvej, fik jeg Janderup Kirke i sigte. En imponerende bygning med et middelalderligt udtryk rejste sig over det flade landskab.

Inden jeg gik ned til teltpladsen, besøgte jeg Janderup Downtown og det lokale supermaked. Købmanden kiggede forundret på mig og sagde: “det ser godt nok koldt ud”.

Jeg havde sket ikke set ned af mig selv endnu, for jeg havde gået uden pauser siden teltpladsen om morgen, for at holde kroppen varm. Selvom jeg stod stille, drev der vand ud fra støvlerne, og regntøjet skinnede af vand og var flot malet af mudder op til knæene.

Foran mig var en lang hylde med alt slik fra hele verden (føltes det som om) men det eneste jeg ville have var benzin til min brænder. “Benzin .. ikke andet” fik jeg fremstammet, og gik videre som en zombie.

Inde i teltet fik jeg startet brænderen godt op. Så godt at en kæmpe ild kugle rejste sig i forteltet og det blev lidt for spændende. Iført underbukser og t-shirt rakte jeg ud efter min tykke jakke og telefon, og planlagde hvordan jeg kunne hoppe igennem flammerne og ud af teltet, og på en eller anden måde få brænderen udenfor INDEN teltet stod i flammer.

Pludselig dæmpede ilden sig og så var alt godt. Varm og tør det blev jeg … og halvdøv en times tid imens multifuel brænderen MSR XGK kørte for fuldt blus.

Dagen gav vigtige erfaringer i at forholde sig til koldt og fugtigt klima, og at blive varm og tør igen. Det var faktisk et af målene for ugens tur, at øve netop det.

KUNSTEN AT SMILE

Fredag d. 31. januar 2020

VADEHAVET var kun en time væk. Det grå skydække skabte en dyster stemning over det åbne og flade landskab, imens jeg fulgte lange grusveje.

Denne dag ville jeg følge vadehavet frem til Ho, og og forlade Kyst til kyst stien for at følge en mindre markvej længere mod syd.

Ligesom de andre dage navigerede jeg ud fra papirkort hvor forskellige stier, planlagt hjemme fra, var tegnet ind.

Det var et imponerenede syn at nærme sig Vadehavet til fods, og sådan rigtig opleve fuglelivet og det flade terræn. Nogle steder var stier oversvømmet så meget, at små fisk levede i stiernes vandhuller.

Efter udsigtstårnet ved Ho Bugt forlod jeg Kyst til kyst stien og vandrede lidt spændt ud i intetheden kun støttet af papirkort.

Ved Ho Kirke tankede jeg 5 L vand og lavede en plan for at koge vand. I Ho Plantage måtte der ikke bruges åben ild, så det var med at være kreativ når der skulle laves aftensmad.

En time senere fandt jeg i plantagens sydvestlige ende et fantastisk flot sted at slå telt op. Skoven og heden mødtes her.

Om aftenen blæste det op, og bølgerne fra Nordsøen der slog ind i Esperance Bugt ved Skallingen, imens træerne susede. Teltet var oplyst af min datters lyskæde som svajede fra side til side i takt med vinden ruskede i teltet.

HVOR HEDEN MØDER SKOVEN

Lørdag d. 1 februar 2020

HO PLANTAGE havde fået sit greb i mig. Her var magisk, og jeg kunne blive her hele dagen. Det var svært at forlade det flotte sted, men hjulpet af blå himmel og tanken om en dags vandring langs vesterhavet kom jeg afsted. 

Det blæste godt, og da jeg pakkede teltet ned fløj det ud af hænderne på mig. Heldigvis havde jeg sikret det til rygsækken, og teltet svævede som en flot drage lige over jorden.

Jeg fulgte området ved Skallingen og tænkte på de mennesker der boede her i flere hundrede år. De har ikke været tøsedrenge, for vejret var var råt herude.

En mindre grusvej førte ned til stranden, som jeg fulgte helt frem til Blåvandshuk Fyr. Ved fyret var det flot at se bølgerne slå ind mod vestkysten under den blå himmel, og jeg var glad for at turen ikke var slut endnu.

Tilbage på stranden for at fortsætte rundt ved Danmarks vestligste punkt og videre mod nord. Bevidst skulle jeg først nå det her sted på en lørdag, for så var der en god chance for, at Forsvaret ikke skød på Kallesmærsk Hede, og så var det tilladt at følge stranden mod nord på.

Glade turister hyggede sig med at betragte Vesterhavet, knipsede billeder af hinanden, og gik lidt frem og tilbage ved de pæle som markerede Forsvarets linje med tydelig skiltning om at det kun var tilladt at gå ind, hvis den røde kugle ikke var hejst. 

Jeg fortsatte mod nord og følte mig heldig over at have hele stranden alene. Det uendelige hav, bølgerne der slog ind på stranden, og mågerne som gik lidt rundt i sandet og datede hinanden imens jeg kom forbi.

Langt ude i horisonten stod en mand og en kvinde og holdt om hinanden. Jeg betragtede dem fra afstand. De stod helt stille og kiggede ud på havet lige så længe jeg kunne se dem. Tæt på kunne jeg se at der var en slags ømhed mellem manden og kvinden. Var der sket dem noget godt eller noget ondt?

Skridtene føltes tunge da jeg nåede frem efter 7 – 8 timer langs Vesterhavet, og naturen gav en lille “så-kan-du-lære-det” ved at blæse 15 – 20 m/s da jeg skulle slå telt op i mørke.

VESTERHAVET

Søndag d. 2. februar 2020

SOLOPGANG over heden ved Blåbjerg Plantage var naturens sidste hilsen.

Jeg havde rejst teltet hvor træer ikke skyggede for morgensolen, og om morgenen åbnede jeg teltet og lod det blive sådan. Solen strålede ind. Det var et flot syn og en god afslutning på turen.

På vej tilbage mod Henne Strand tænkte jeg på, hvor heldig jeg var, ved at have en familie som ville køre tværs over Jylland for at hente mig, og hvor priviligeret jeg var ved at have en kæreste som bakkede op om alle mine skøre projekter.

Selvom det var en vandretur i en af de vådeste vintre i danmarkshistorien, så blev den langt bedre end jeg havde drømt om.

Danmark et fantastisk land at gå på opdagelse i. Selvom vi ikke har høje fjelde og dybe skove med store søer, så har vi et landskab som skifter meget over korte afstande. Vi har også en velbevaret kulturarv der gemmer sig rundt omkring i de små samfund.

Alle oplevelserne er lige udenfor din hoveddør, og de fleste af dem er helt gratis.

/God tur til dig

SOLOPGANG

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *