Fra Tørring til Paradiset – det praktiske

En uofficiel vandrerute, der snoer sig gennem landskabet og viser smukke, og knap så kendte, dele af Jyske Højderyg.

RUTEN – kort fortalt

Jeg fik ideen efter research af vandreruter langs Jyske Højderyg. Jeg ledte efter en rute, der egnede sig til en kortere tur (ca. 48 timer) og hvor naturen vekslede undervejs.

Det gik op for mig, at det var muligt at binde flere spændende områder sammen ad lokale vandrestier, skovstier, og mindre veje. Enkelte “transport-stykker” ad asfalt var nødvendig for at få ruten til at hænge helt sammen.

Længde: ca. 60 km

Højdemeter op: ca. 751 m

FORBEREDELSER OG PLANLÆGNING

Ruten opleves bedst med almindelig god fysisk form og evnen til at finde vej efter kort og kompas. I vinterhalvåret vil områder nær Gudenåen og Skjern Å være våde.

TIDSPUNKT

Året rundt kan turen gennemføres, men om vinteren kan især de første 20 km være præget af vådt underlag og oversvømmede stier.

OVERNATNING

Flere muligheder for overnatning i telt eller shelter. Se mere på skov og naturstyrelsens hjemmeside.

NAVIGATION OG KORT

Efter at være kommet hjem, redigerede jeg ruten til at være knap så offroad. Flere steder førte dyreveksler mig ud i tæt krat og omveje, og det skal du spares for 🙂

Den redigerede rute er delt på my.viewranger.com til fri afbenyttelse og gratis download af GPX fil til din gps. LINK finder du herunder:

FRA TØRRING TIL PARADISET https://my.viewranger.com/route/details/MzA3MjkzOA==

Alternativt kan du tegne ruten ind på et kort, efter at have set den online, og udfordre dig selv med at navigere efter kort og kompas. Sådan gjorde jeg:

Udkast til rute og overnatningspladser tegnede jeg ind på kortet og medbragte lokale vandrefoldere. Et kompas til at gå efter kompaskurser eller nordvende kortet, og et løbeur/GPS til at gemme ruten så jeg kunne dele den med dig.

ADGANG

Hovedparten af ruten er på fastbanet underlag – skovstier. Enkelte steder følges asfaltvej. 

Ruten starter i Tørring hvor der findes gode parkeringsmuligheder. Ruten slutter i Sønderskoven på halvøen Brasenkas – i den del af skoven der kaldes Paradiset. Efter at nå slutningen, må du gå tilbage gennem skoven for at finde et sted hvor nogen kan hente dig, eller hvor du kan møde offentlig transport. 

I Paradisets sydvestlige hjørne løber en større skovvej ud til offentlig vej, og der er en parkeringsplads. Jeg blev samlet op af familien her.

Det er muligt at gennemføre som flere dagsture. Hvis det passer dig bedre med dagsture, anbefaler jeg:

Tørring – Nørre Snede

Nørre Snede – Lystrupminde (Lystrupmindevej/Svinsbjergvej)

Lystrupminde – Brasenkas.

SIKKERHED

I de store skove og plantager kan det være en udfordring at guide hjælp frem hvis du får behov. Hvor meget GSM/4G dækning der er på ruten ved jeg ikke, for min telefon var slukket på hele turen.

SEVÆRDIGHEDER JEG VIL FREMHÆVE

Ruten fra Skjern Å udspring frem til Fårebanke – et glimt af istiden

Kafferisteriet i Nørresnede – fantastisk rigtig kaffe

Ruten fra Lystrupminde til Igel Sø – varieret natur og mange rovfugle

Brasenkas i Paradiset (en del af Sønderskoven syd for Silkeborg)

UDSTYR – som jeg brugte

Rygsæk: 40L, Norrøna Bessø

Liggeunderlag: skum, Ridge-Rest (ekstra lang og bred)

Telt: 1 person, Asivik Solo

Kogegrej: MSR Windburner

Vandrensning: MSR Trailshot – rensede ikke vandet yderligere end at lade det løbe gennem filtret.

Foto: alle billeder på nær to blev knipset med et kamera som hang om halsen.

NORRØNA BESSØ
THERM A REST RidgeRest
ASIVIK SOLO
MSR WINDBURNER
MSR TRAILSHOT
Sony A6000

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *